De fleste vil nok tænke at en granitbordplade ikke kræver ikke den store vedligeholdelse. Men det er nu en sandhed med modifikationer. Granit er et naturmateriale som er porøst i overfladen. Det er derfor vigtigt at mætte pladen jævnligt med sæbespåner eller eventuelle medfølgende plejemidler, for at undgå at diverse fedtstoffer trænger ned i pladen. Hvis der følger plejemidler med fra leverandøren, vil det typisk være voks eller en speciel fremstillet stenolie. Man skal dog være opmærksom på, at disse plejemidler vil gøre granitbordpladen mørkere. Specielt de lyse granitsorter vil ændre farve, så her er det en god ide at holde sig til sæbespånerne og se om det ikke er tilstrækkeligt.

Man skelner som hovedtræk mellem 3 forskellige overflader på granitbordplader. Vigtigheden af vedligeholdelsen af disse varierer en smule, så her følger en kort oversigt over hvad man skal være opmærksom på i den forbindelse:

Poleret granit: Er den letteste overfladetype at vedligeholde. Poleringsprocessen gør at pladen forsegles, så vand og fedt ikke så let trænger ned i pladen. Overfladen er dog ikke helt lukket, så den skal stadig mættes med de ovennævnte midler.

Matslebet granit: Fremkommer ved at man sliber den polerede overflade, så den fremstår mat og blød at røre ved. Processen åbner dog op for porerne i granitten, så det er specielt vigtigt at mætte pladen både inden ibrugtagning og løbende med et af de ovennævnte midler.

Brændt/børstet (Waterflamed): Fremkommer ved en speciel proces som efterlader pladen med en ”ruflet” overflade, der minder meget om kløvet skifer. Som den matslebne granit er det også her meget vigtigt at holde pladen mættet for at undgå, at den suger væske og fedt.

Den daglige rengøring af granitbordplader foretages som andre bordpladetyper med lunkent vand eller en let sæbespåneopløsning. Ved især de mørke stentyper er det vigtigt at tørre efter med en tør klud for at undgå synlige striber efter karkluden. Granit er syrefast, så syreholdige rengøringsmidler og kalkfjerner kan anvendes. Disse skal dog fjernes med det samme, da de ved længere tids påvirkning kan misfarve overfladen.

Granit tåler i nogen udstrækning frasætning af varme gryder. Der kan dog i sjældne tilfælde opstå et såkaldt kuldechok mellem den varme gryde og den kolde bordplade. Så hvis man vil være på den sikre side anbefales det at sætte gryden fra på den del af kogepladen der ikke er i brug, eller at placere en kniv eller et andet redskab under den ene side af gryden for at sikre at varmen kan slippe væk. Granit er et meget hårdt materiale, men hvis uheldet alligevel er ude og granitbordpladen får et hak eller en ridse, kan denne repareres af en fagmand. De fleste granitleverandører har mulighed for at smelte et reparationsmateriale ned i hullet eller ridsen. Reparationsmaterialet findes i et utal af farver, så man altid vil kunne ramme bundfarven i granitbordpladen. Efter ophærding og en premning af den reparerede overflade, er bordpladen igen klar til dagligdagens påvirkning og strabadser.

Kompositsten
Er i modsætning til granit lukket i overfladen. Det vil derfor ikke være nødvendig at mætte overfladen som en granitbordplade. Hvis overfladen fremstår mat og kedelig kan man dog med fordel påføre stenolie eller voks som efterfølgende poleres.

Man skal være opmærksom på, at selve overfladen først efter nogen tid vil vil have dannet en naturlig fedthinde. Dette sker gennem det daglige påvirkning og brug af køkkenet. Der kan i den første tid derfor forekomme rande fra genstande såsom skåle og glas i overfladen. Men disse skulle forsvinde efterhånden som den naturlige fedthinde i overfladen dannes.

Rengøring foretages som beskrevet ovenfor i afsnittet om granitbordplader.

Som granit tåler kompositsten varme kortvarigt. Da disse først kom på markedet, blev de betragtet som 100% varmefaste. Men i praksis har det altså vist sig, at også kompositsten kan revne hvis den udsættes for ekstreme varmepåvirkninger.